Ved et studenterjubilaeum

Tekst: Kristofer Randers(1851-1917)

Nu løses skal vort hjerte og vor tunge,
Og nu skal sangen lydt i salen runge!
Thi medens jublen bruser
I laget let og fri,
Igennem sjælen suser
En halvglemt melodi: -
Mindet vækker til liv om bordet
Kendte drøn fra studenterkoret -
Kendte drøn!

Vi atter staar i vennekredsen sammen,
Og klart i øjet blusser ungdomsflammen.
Men aarene har sænket
I graven mangt et haab,
Og deres strid har skænket
Vort liv dets alvorsdaab: -
Hvordan væven tilslut blir fundet,
Disse aar har dens islæt Spundet -
Disse aar!

Paa skilte veje ofte de os spredte,
Til skilte maal de vore længsler ledte.
Men samme aand dog fyldte
Med lyst og kraft vort bryst,
Og samme sol forgyldte
Vor fremtids taagekyst: -
Ungdoms tro viste vej til havnen,
Ungdoms mod stod og sang i stavnen -
Ungdoms mod!

Og derfor kan idag vi bægret tømme
Med freidig hu for vore ungdomsdrømme.
Endnu har livets kummer
Ei bleget vore haar,
Endnu vort hjerte rummer
Et væld af lys og vaar: -
Solen glittrer og bjælder klinger,
Højt tilfjelds vi med hatten svinger -
Højt tilfjelds!

Men tidens sand i timeglasset drysser,
Dens kolde læber vore varme kysser.
Den time vil vel rinde,
Vi atter samles skal
Og hilse dette minde Blandt andre minders tal.
Held os da, om vi end kan skue
Freidigt frem, som vi gør i nuet -
Freidigt frem!