Studentersange

Tekst: Marcus Jacob Monrad(1816-1897) Mel.: Saasnart jeg er indskreven

Hør nu engang, min Broder,
En Sang fra Ungdomstid,
Og lad de gamle Noder
Dig gjøre glad og blid!
Om du nu end med graanet Haar,
Med bøiet Ryg og Nakke gaar -
Heihopsasa, falallala!
Du var jo dog Student.

Lidt raskt du stundom rendte
”Paa Livets glatte Iis”.
Naar Blodet i dig brændte,
Du var ei altid viis.
”Men om du gled og faldt, min Ven,
Saa reiste du dig op igjen.”
Heihopsasa, falallala!
Du stedse var Student.

Maaskee du med Examen
Ei altid var tilfreds;
Du hented dog Solamen
I Brødres muntre Kreds
Om Bollen i vor Samfundssal,
Hvor Jarman fyldte din Pokal.
Heihopsasa, falallala!
Du var en glad Student.

For Amors Sværmerier
Du fri vel ei fik gaae.
Da skrev du Elegier
Og sukked comme il faut.
Tilsidst du Blad fra Munden tog,
Og - hendes Hjerte mod dig slog -
Helhopsasa, falallala!
Thi du jo var Student.

Og om i Egtebaandet,
Og om du ene gik,
Dit Liv var dog beaandet
Af Musers klare Drik.
Og naar du mindes Ungdoms Vaar,
Dit gamle Hjerte i dig slaar -
Heihopsasa, falallala!
Du var og er Student!

Vel mødt, I Venner fra Ungdomstid!
Vel mødt med Ungdommens Minder,
Der dukke frem af vor Hverdagsid,
Som Lys af Taagen oprinder!
Vi see os atter, som i Speil,
Med Krands om skyfri Pande,
Med Mod og Haab for fulde Seil
I Fart mod Fremtids Vande.

Et halvt Aarhundred er gledet hen,
Og Meget har sig forandret.
Did, hvorfra Nogen ei kom igjen,
Er mangen Broder henvandret.
Og vi, som end tilbage staae,
Ei synes meer de Samme,
Vor Ryg er bøiet, Issen graa,
Og mat er Øiets Flamme.

Dog i vort Indre - o held os, held! -
Er Ilden end ikke slukket,
For vi af Aandens det lyse Væld
En evig Ungdom har drukket.
Den Vigsel, der vi fik engang,
En Lysring om os gyder;
Den klared for os Livets Gang,
Dens Gjenskin end os fryder.

I Aandens Lys ligger Livet skjønt,
Ja selv med Savnet og Sorgen.
Thi stedse spirede Haabets Grønt,
Paa Natten fulgte der Morgen.
Og gjennem Døgnets dunkle Sky,
Der hylled os herneden,
Et opvendt Blik saae stedse grye
Lysglimt af Evigheden.

Saa rækker, Venner, hverandre Haand
Varmt, som i Ungdommens Dage!
Høit over Aarenes Kløvt vor Aand
Vil glad sig svinge tilbage.
Af Stundens Fest vor Fremtid end
Fornyet Vigsel henter.
Vi føle os med Liv igjen
Som Brødre og Studenter!